Alcatraz Federal Penitentiary

Alcatraz Federal Penitentiary
Alcatraz set fra Pier 39
Generelle informationer
StedSan Francisco Bugt, Californien
Indviet1934
Nedlagt21. marts 1963
Kapacitet312 indsatte

Alcatraz Federal Penitentiary (dansk: Alcatraz Føderale Fængsel) eller United States Penitentiary, Alcatraz Island, ofte blot kaldet Alcatraz, var et føderalt fængsel af højeste sikkerhedsklasse på Alcatraz Island, to kilometer ud for kysten ved San Francisco i Californien i USA. Fængslet blev drevet fra 1934 til 1963.

Hovedfængslet blev bygget i årene 1910-1912 som et militærfængsel, men allerede i 1860'erne var der blevet bygget et fortøen. Stillehavsafdelingen af United States Disciplinary Barracks på Alcatraz blev overtaget af det amerikanske justitsministerium den 12. oktober 1933, og øen blev et føderalt fængsel i august 1934, efter at bygningerne var blevet moderniseret for at kunne opfylde kravene til et fængsel med højeste sikkerhed. På grund af denne høje sikkerhed og Alcatraz' placering i de kolde farvande og stærke strømme i bugten ud for San Francisco, mente man, at flugt fra Alcatraz var umulig, og at fængslet var USA's sikreste.

Alcatraz blev designet til fanger, som løbende havde skabt problemer i andre føderale fængsler. Fængslet er et af verdens mest berygtede og mest kendte og har i årenes løb huset 1.576 af Amerikas mest hensynsløse forbrydere, herunder Al Capone, Robert Franklin Stroud (også kendt som "Birdman of Alcatraz"), George "Machine Gun" Kelly, "Bumpy" Johnson, Rafael Cancel Miranda,[1] Mickey Cohen, Arthur R. "Doc" Barker, James "Whitey" Bulger og Alvin "Creepy" Karpis (der afsonede længere på Alcatraz end nogen anden indsat). På øen var der også boliger til fængselsstyrelsens ansatte og deres familier. I alt har 36 fanger lavet 14 flugtforsøg i løbet af fængslets 29 år; de mest bemærkelsesværdige var det voldelige flugtforsøg i maj 1946, der er kendt som "Slaget ved Alcatraz" og den sandsynligvis succesfulde flugt fra Alcatraz i juni 1962, som blev forsøgt af Frank Morris, John Anglin og Clarence Anglin, og som betragtes som et af de mest indviklede flugtforsøg, der nogensinde er udtænkt. På grund af for høje drifts- og vedligeholdelsesomkostninger og et dårligt omdømme blev Alcatraz lukket den 21. marts 1963.

Cellehuset på tre etager indbefattede de vigtigste fire fængselsblokke, A-, B-, C- og D-blokken samt inspektørens kontor, visitationsværelset, biblioteket og barberen. Fængselscellerne målte typisk 2,7 meter gange 1,5 meter, og der var ca. 2,0 meter til loftet. Cellerne var primitive og tilbød intet privatliv; møblementet bestod af en seng, et skrivebord samt en håndvask og et toilet på bagvæggen og nogle få møbler, men ikke noget tæppe. Sorte mennesker blev adskilt fra resten, da raceforulempelser var udbredt. D-blokken husede de værste indsatte, og fem celler for enden af blokken blev betegnet som "The Hole" ("Hullet"), hvor fanger, der opførte sig dårligt, blev sendt hen i perioder for at få en - ofte - brutal straf. Spisesalen og køkkenet lå adskilt fra hovedbygningen i en udvidet del, hvor både indsatte og ansatte spiste tre måltider om dagen sammen. Gangene i fængslet blev opkaldt efter store amerikanske gader såsom Broadway og Michigan Avenue. At arbejde i fængslet blev betragtet som et privilegium for indsatte, og mange af de bedre indsatte blev beskæftiget i Model Industries Building og New Industries Building i løbet af dagen og blev inddraget aktivt i at levere forsyninger til militæret inden for fx syning og træarbejde foruden udførelse af diverse vedligeholdelse og tøjvask.

I dag er det angiveligt hjemsøgte fængsel et offentligt museum, der drives af National Park Services Golden Gate National Recreation Area og er en af San Franciscos største turistattraktioner, der tiltrækker omkring 1,5 millioner besøgende om året. De eroderede bygninger i det tidligere fængsel har været under reparation i den seneste tid.

  1. ^ "Former Alcatraz inmate speaks about his time", San Francisco Examiner, by D. Morita; October 9, 2009

© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search